Gå til indhold

Status på fjernvarmeprojektet

Fjernvarme

17. november 2022

Fjernvarmeprojektet blev sendt i genudbud den 12. oktober 2022, og vi afventer fortsat at modtage relevante tilbud fra entreprenører. Deadline for tilbud er den 12. januar 2023. Herefter vil der blive meldt nærmere ud omkring pris, tidsplan og frist for bindende tilmelding til fjernvarme.

Tidsplanen er som følgende:

1. Deadline for tilbud fra entreprenør  12. januar
2. Meddelelse om priser og grov tidsplan  2. februar
3. Frist for bindende tilmelding til fjernvarme 16. februar

Opførelsen af akkumuleringstank påbegyndt

De første spadestik til den nye akkumuleringstank er taget på L. Frandsensvej. Der er ikke meget at se endnu, men kig endelig forbi, hvis du er nysgerrig og har lyst til at følge med i processen.
Akkumuleringstanken er en vigtig tilføjelse til vores varmeproduktion, fordi den bidrager ved at lagre varme, så vi kan producere varmt vand, når elprisen er lav, og sende dette billige varme vand ud til kunderne, når el- og gasprisen er høj.

På den måde kan vi producere varme så billigt som muligt ved at veksle mellem kraftvarmen, varmepumpen og akkumuleringstanken.

Vi forventer, at tanken kan tages i brug i slutningen af februar/start marts 2023.

Alternative betalingsmåder

Til åbent hus den 31. august 2022 blev det efterspurgt, om det er muligt at finde en anden form for betaling af de varslede prisstigninger på projektet end at øge effektbidraget. Desuden blev det foreslået, at man kunne betale de ekstra omkostninger kontant.

Det har vi nu regnet på, og vi er nået frem til følgende to betalingsmåder:

1. Betaling over effektbidraget over 20 år

Boliger i konverteringsområdet skal betale et forhøjet effektbidrag, som beregnes efter m2 bolig i henhold til BBR-registeret. Beløbet kendes endnu ikke, da det afhænger af tilbuddet, som vi afventer i januar 2023.

Prisen er fast, fordi betalingen skal dække investeringen ved at lægge fjernvarmeledninger ud i de nye områder. Uanset dit varmeforbrug skal fjernvarmeledningerne dimensioneres, efter hvor mange m2 bolig, der potentielt skal kunne opvarmes. Det er nødvendigt for at fremtidssikre dit hus, da vi ikke kan ændre fjernvarmerørenes størrelse senere. Når investeringen er gjort, skal den betales tilbage over 20 år. Til gengæld er udgiften til selve varmeforbruget naturligvis afhængig af dit faktiske forbrug.

2. Kontant betaling

Det samlede beløb kan betales kontant, hvis man foretrækker det. Beløbet kan beregnes, når vi kender resultat af udbud i januar 2023.

Har du spørgsmål, kan du skrive på nemvarme@ffv.dk eller ringe på 62 61 16 66 i vores åbningstider.

Del artikel

Relaterede nyheder