Farligt affald er ting fra din hverdag, som kan skade miljøet eller os selv, hvis det havner i det almindelige affald. Det kan være helt almindelige hverdagsprodukter, der – hvis de ikke håndteres korrekte – kan udgøre en risiko for både sundhed og miljø.
Derfor er det vigtigt at vide, hvordan man bortskaffer dem sikkert. Det gælder fx:
- Tryk- og sprayflasker: Disse kan eksplodere eller lække farlige kemikalier, hvis de ikke bortskaffes korrekt.
- Malingsbøtter: Indeholder ofte giftige stoffer, som kan forurene jord og vand.
- Plast med faremærker: Indeholder kemikalier, der kan være skadelige for miljøet.
- Litiumbatterier: Kan forårsage brand eller eksplosioner, hvis de ikke håndteres korrekt.
- Kosmetik og parfume: Indeholder ingredienser, der kan være skadelige for både mennesker og miljø.
- Neglelak og neglelakfjerner: Indeholder kemikalier, der kan være skadelige ved forkert bortskaffelse.
- Farligt byggeaffald: Materialer som asbest og kemikalier kræver særlig behandling.
- Rengøringsmidler: Mange indeholder farlige kemikalier, der kan forårsage miljøskade.
- Elektroniske apparater: Indeholder ofte tungmetaller og andre farlige stoffer.
Konsekvenser ved fejlsortering
Desværre ender disse produkter ofte i den almindelige affaldssortering, såsom metal- eller plastbeholdere. Det er rigtig skidt, fordi det kan føre til alvorlige problemer for dig, vores medarbejdere og miljøet:
- Miljøforurening: Giftige stoffer kan sive ud i jorden og grundvandet.
- Brandfare og eksplosioner: Batterier og trykflasker kan forårsage brande på genbrugsstationer og affaldsanlæg.
- Sundhedsrisici: Mennesker, der håndterer affaldet, kan blive udsat for farlige kemikalier.
Sådan sorterer du korrekt
For at beskytte vores miljø og sundhed er det meget vigtigt at sortere og bortskaffe farligt affald korrekt. Der er heldigvis flere ting, du kan gøre, for at aflevere farligt affald på en hensigtsmæssig måde:
Din røde miljøkasse: Den røde miljøkasse er en sikker måde at opbevare og transportere dit farlige affald på. Når du afleverer dine batterier, elpærer, kemikalier og småt elektronik m.v. i den røde kasse, bliver det sorteret og håndteret korrekt, og de vigtige råstoffer bliver genanvendt.
Genbrugsstationer: Du er altid velkommen til at aflevere dit farlige affald på én af vores genbrugsstationer. Her er særlige områder til farligt affald, og vi hjælper gerne med vejledning, så du er klædt godt på fremover.
Sæt dig ind i dine produkter: Læs altid etiketterne på produkter for at forstå, hvordan de skal bortskaffes korrekt.
Besøg vores hjemmeside for mere information og find nærmeste afleveringssted for farligt affald her.
Husk: Din indsats gør en forskel!