Gå til indhold

Skal der moms på renovation eller ej?

Renovation

27. januar 2025

Hvorfor betaler borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune moms på renovation? Herunder kan du blive klogere på forskellen mellem kommunalt og privat drevet affaldshåndtering – og hvad det betyder for dig som borger.

En nylig beslutning fra Nordfyns Kommune om at tilbagebetale moms til deres renovationskunder har skabt spørgsmål blandt borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her opkræves der nemlig fortsat moms på renovation, og det har fået flere til at undre sig: Hvorfor er der forskel? Svaret findes i måden, kommunerne organiserer deres renovationsopgaver.

Kommunal eller privat drift

Forskellen skyldes grundlæggende, hvordan affaldshåndteringen er struktureret. I Nordfyns Kommune varetages renovation som en del af den kommunale forvaltning. Når en kommune selv håndterer opgaven, betragtes den som en myndighedsopgave, og derfor er ydelserne fritaget for moms.

I Faaborg-Midtfyn Kommune er situationen en anden. Her er opgaven udliciteret FFV Renovation A/S, der er et privat selskab, som opererer på markedsvilkår og derfor er underlagt momslovgivningen. Det betyder, at selskabet skal opkræve moms på deres ydelser.

Regler fastsat af SKAT

Spørgsmålet om moms på renovation blev endeligt afklaret i 2020, da Landsskatteretten fastslog, at kommunalt drevet renovation er momsfritaget. Siden har kommuner som Nordfyn valgt at tilbagebetale den tidligere opkrævede moms.

Når et privat selskab som FFV Renovation A/S står for opgaven, er vi forpligtet til at opkræve moms. Det handler ikke om en lokal beslutning, men om at vi følger de gældende retningslinjer. Du kan finde mere information om reglerne på SKAT’s hjemmeside.

Ingen tilbagebetaling i Faaborg-Midtfyn Kommune

Selvom nogle borgere måske har håbet på en tilbagebetaling af moms, er dette ikke en mulighed i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Som selvstændigt selskab er FFV Renovation A/S underlagt momslovgivningen og skal opkræve og afregne moms på de ydelser, de leverer. Det gælder til gengæld også den anden vej rundt; FFV Renovation A/S kan fratrække moms på indkøb, det kan kommunen ikke.  Dette gælder, uanset om selskabet er ejet af kommunen, så længe det opererer uden for den kommunale forvaltning. 

Har du spørgsmål?

For mange borgere kan det virke ulogisk, at reglerne varierer fra kommune til kommune. Men det er altså ikke affaldets karakter, der afgør spørgsmålet – det er derimod måden, opgaven er organiseret på.

Har du spørgsmål til din regning eller ønsker mere information, er du altid velkommen til at kontakte vores kundeservice på 62611666 eller ffv@ffv.dk.

 

Del artikel

Relaterede nyheder