Vintermånederne sætter vores skraldemænd på overarbejde, hvis adgangsforholdene ikke er i orden. Der er risiko for, at skraldebilerne kører fast på vejen eller i grøften, hvis der ikke er ryddet for sne. For selvom en personbil måske kan køre på vejen, så er det ikke ensbetydende med, at skraldebilen kan.
De kommer ofte, mens der er mørkt, og dermed kan det være vanskeligt for dem at se en snedrive eller vurdere, hvor grøften er, hvis der ligger sne. Det samme gælder glatte fortove eller indkørsler. Det forhøjer risikoen for fald.
For at vi kan udføre vores arbejde effektivt og sikkert, har vi brug for din hjælp.
Afhentning på egen grund
- Oplyste adgangsveje og husnummer: Sørg for, at både adgangsveje og husnummer er tydeligt oplyst – især i de mørke morgentimer.
- Sne og is: Ryd adgangsvejen for sne og is. Hvis vi ikke kan komme sikkert frem til din affaldsbeholder, kan vi desværre ikke tømme den.
- Salt eller grus: Sørg for, at glatte arealer er saltet eller gruset for at minimere risikoen for ulykker.
Skraldebilerne tømmer der, hvor de kan komme sikkert frem. Det er dit ansvar som grundejer at sikre, at adgangsforholdene er i orden.
Kommunens vinterberedskab
Faaborg-Midtfyn Kommune gør deres del for at holde offentlige veje, stier og pladser farbare med et omfattende vinterberedskab. Læs om deres indsats her: Kommunens vinterberedskab.
På deres hjemmeside kan du se, hvordan vejene er prioriteret i vinterberedskabet.
På trafikinfo.dk kan du derudover se de aktuelle meldinger for vejenes tilstand og vejtemperatur, og hvornår der sidst er blevet saltet eller ryddet.
Vil du vide mere om adgangsforhold og tømning?
Læs FFV Renovations vejledning her: Adgangsforhold og placering af dine beholdere.