FFV har efter tre måneders indsats afsluttet tilmeldingsperioden til fjernvarme i Korinth. Desværre er der kun opnået halvdelen af den nødvendige tilslutning. Derfor mødtes repræsentanter fra alle otte landsbyer torsdag den 5. september 2024 for at evaluere Korinthprojektet og diskutere næste skridt ift. de øvrige byers projekter.
Korinths tilmeldingsfrist forlænges: ny deadline 31. december
Det blev besluttet at forlænge tilmeldingsfristen for Korinth til den 31. december 2024. Arbejdsgruppen i Korinth har arbejdet intenst sammen med FFV for at nå de nødvendige tilmeldinger til fjernvarme i byen, og de har ikke haft de nemmeste betingelser for at tale om fjernvarme hen over sommeren.
Ved at forlænge fristen hen over fyringssæsonen, hvor varmeforbruget har en naturlig aktualitet i folks bevidsthed, mener arbejdsgruppen at kunne komme i mål med tilmeldingerne. Derfor forlænger vi perioden frem til nytår.
Har du endnu ikke tilmeldt dig, er der stadig tid til at sikre din bolig med en stabil, fremtidssikret og bæredygtig varmeforsyning.
Tilmeld dig inden 31. december 2024 og bliv en del af den grønne omstilling.
Tilmeld dig her eller brug QR koden:
Espe er næste fjernvarmeprojekt
Espe er blevet udvalgt som næste by, hvor fjernvarmeprojektet skal igangsættes, da det vurderes, at der er stort potentiale for at opnå den nødvendige tilslutning her.
Der er ikke åbent for tilmelding endnu. Vi skal nu i gang med at forberede indsatsen, der skal køre sideløbende med Korinth frem til 31. december 2024.
Det forventes, at tilmeldingen til fjernvarme i Espe vil åbne i løbet af oktober måneder. Hold øje med flere opdateringer på Facebook og vores hjemmeside.