Gå til indhold

Opdatering om fjernvarmeudvidelse i Faaborg nordvest

Fjernvarme

13. september 2024

Fjernvarmeudvidelsen i Faaborg nordvest er midlertidigt sat på pause. De nuværende lave gaspriser gør det svært at opnå den nødvendige tilslutning, som er afgørende for projektets gennemførelse. Vi følger udviklingen nøje og er klar til at genoptage projektet, når markedsforholdene forbedres.

Før sommerferien meddelte FFV Varme A/S, at vi arbejdede på at finde en løsning for fjernvarmeudvidelsen i et udsnit af Faaborg nordvest, mere præcist Saugstedgårdsvej, Saugstedvang, Bjernevej, Fritsdalvej, Lindevej, Kildevej, Kærvej, Henrik Stengårdsvej og Frydensbergvej.

Vi beskrev dengang, at de høje entreprenørpriser og et usikkert energimarked havde forsinket projektet, men at vi fortsat arbejdede på at starte udvidelsen inden for de eksisterende rammeaftaler.

Vi ved, at mange har ventet længe på en afklaring, og det er derfor med beklagelse, at vi nu må meddele, at fjernvarmeudvidelsen i Faaborg nordvest er sat midlertidigt på pause.

Hvorfor er projektet på pause?

Efter en grundig gennemgang af de nuværende markedsforhold står vi desværre overfor samme udfordring som tidligere: 

Gaspriserne er på nuværende tidspunkt så lave, at det ikke er muligt at tilbyde fjernvarme som en konkurrencedygtig løsning i jeres område.

For at fjernvarmeprojektet kan realiseres, kræver det en høj grad af tilslutning fra beboerne, og vi ved af erfaring, at der ikke vil komme det nødvendige antal tilslutninger, når beregningerne ikke kan vise en besparelse i forhold til gas. Derfor ser vi os nødsaget til at sætte projektet midlertidigt på pause, indtil markedsforholdene ændrer sig,” fortæller Dennis Arnsfeldt Pedersen, Afdelingschef for Vand/Varme og Spildevand.

Hvad sker der nu?

Vi venter på stigende gaspriser og faldende anlægspriser. Selvom projektet er sat på pause, er vi klar til at handle hurtigt, hvis gaspriserne stiger og gør fjernvarme mere konkurrencedygtigt.

Det er vigtigt for os at sikre, at vi først går videre med projektet, når det er økonomisk forsvarligt og bæredygtigt for både beboere og os som forsyningsselskab.

Vores mål er fortsat at levere en fremtidssikret og økonomisk forsvarlig fjernvarmeløsning til dit område, og vi vil holde beboerne i området opdateret, når der sker udviklinger, der muliggør en genoptagelse af projektet.

De berørte adresser vil også få besked via e-Boks.

Tak for din forståelse

Vi takker for tålmodigheden i denne proces og forstår, at situationen kan være skuffende. Vi fortsætter vores arbejde for at finde den bedste mulige løsning og vil opdatere løbende.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker mere information, er du altid velkommen til at kontakte os direkte på nemvarme@ffv.dk eller kundeservice på tlf. 62611666.

Kontakt vedr. presse skal rettes til den administrerende direktør Christian Møller på tlf.: 21705398 eller chmo@ffv.dk.

Del artikel

Relaterede nyheder