Vi får jævnligt spørgsmålet, hvorfor man skal sortere sit skrald, når skraldebilen alligevel blander det hele sammen. Men du kan være helt rolig: Det gør det ikke. I forbindelse med den nye affaldsordning har vi indkøbt 10 nye skraldebiler, der ligesom beholderne er delt i to rum, så affaldet ikke bliver blandet sammen.
Mellem de to rum sidder der en såkaldt ”hajfinne”. Den sørger for at holde skraldet adskilt, når din beholder tømmes. Derfor bliver affaldet ikke blandet sammen. Skraldebilen kan også samtidig tømme beholdere med ét rum: Så ryger restaffaldet bare udelukkende i rummet til restaffald.
Tømning af to-kammerbiler
Skraldebilen er så smart indrettet, at rummenes lukkes af hver for sig, så kun ét kammer tømmes ad gangen. På den måde kan fx restaffald og madaffald tømmes hver for sig.
Restaffaldet bliver kørt til forbrænding og forvandles til el og varme. Madaffaldet bliver kørt til et andet anlæg, hvor det opløses i vand og blendet til en grød (pulp). Pulpen omdannes til biogas, som de nye skraldebiler faktisk kører på. De nye beholdere til glas, metal, pap og papir tømmes på samme måde – og sendes ligeledes til genanvendelse.
Vi har stadig nogle få gamle skraldebiler med ét rum. De vil fortsætte med at tømme beholdere med én affaldstype.
Hvorfor blandes noget af affaldet i beholderne?
Nogle af fraktionerne bliver smidt i samme rum i beholderen. Det gælder pap og papir samt glas og metal, som bliver eftersorteret ved ankomst til anlægget.
Alternativt skulle vi have én affaldsbeholder for hver fraktion, og det er nok de færreste, der har plads til 10 beholdere i forhaven. Derfor indfører vi her i kommunen en løsning med flere kamre i én beholder.
Det får nemlig borgerne til at sortere mere til genbrug – og så er løsningen også billigere for alle, da skraldebilerne skal køre færre ture og kan hente to-fire fraktioner på én gang.
Det er godt for både miljøet og pengepungen.
Tak, fordi du sorterer!