Det er med glæde, at vi kan orientere om, at vi nu har indgået kontrakt om leverance af en varmepumpe og ny gaskedel.
Det bliver en eldreven varmepumpe på 10,5 Mega Watt, der udnytter energi fra udeluft. Den nye varmepumpe placeres på L. Frandsensvej, hor vi i dag har vores supplerende forsyning i form af en oliekedel og en gaskedel.
Varmeforsyningen fra L. Frandsensvej blive vores nye hovedforsyning, idet varmepumpen forventes at dække 95% af varmebehovet. Eksisterende gaskedel bliver samtidig udskiftet til en større, da vi skal have reservekapacitet til at dække hele varmebehovet, hvis varmepumpen er ude af drift.
Vi fraflytter den gamle kedelcentral på Sundvænget, men beholder kraftvarmeværket på Sundstien indtil videre. Kraftvarmeværket anvendes til at producere el og varme ved hjælp af motorer drevet på naturgas, og anvendes kun, når der er mangel på el i elnettet og priserne derfor er høje. Salget af el medvirker dermed til at sænke varmeprisen.
Planlægningsarbejdet er nået langt, og snart vil man kunne se arbejdet med varmepumpen gå i gang på L. Frandsensvej og gravearbejdet i forbindelse med ny transmissionsledning. Varmepumpen skal være klar til drift medio december 2020.
Investeringen i eldrevet varmepumpe bliver til stor gavn for klimaet, idet 95% af varmen produceres ved hjælp af el i stedet for naturgas, og vi forventer økonomiske fordele, der betyder, at vi kan reducere varmeprisen i 2021 væsentligt.